Thea Maarup

Til forsiden

22. aug 07
Mandag d.13.august fyldte Thea 1 år, og hvor var det hyggeligt at holde børne-
fødselsdag! Vi fik lov at tænde lys i lagkagen og puste balloner op m.m. Og hvad får en 1-årig så...? Dukkevogn og dukke, en rød bil i Thea-størrelse, bøger, en bamse - og en Bamse i mega size-karton til væggen i hendes værelse, samt lidt mere legetøj.

Thea går nysgerrigt omkring med god fart og balance. Hun kan kravle op i sofaen, hvorefter hun rejser sig op og vandrer(!) ned igen... så går turen hen til den lille kurvestol, og straks sidder hun i den og dingler med benene.
Et andet stort "skridt" ses ved middagsbordet, når hun SELV vil drikke af glasset og SELV spise med skeen.

25. juli 07
Så har vi Thea gående omkring, og nu kan hun næsten også træde over et dørtrin. Den første uge i flerbørnsdagplejen (8 børn og 3 voksne) "Det Lille Galleri" er gået ret smertefrit - for både Thea og hendes forældre, så vi håber det varer ved...
Thea er desuden kommet op at sidde bag ved far og mor på cyklerne, og nyder tydeligvis turene gennem det travle København - selvfølgelig med hjelm på hovedet, ligesom mor.

3. juli 07
- blev pludselig store-optage-video-dag, da Thea rigtig skulle prøve sine ben af. Hun er desuden begyndt at lege med stavelser som "bab-bab" og "agork".

7. juni 07
Så er vi hjemme igen efter alletiders campingtur på Djursland. Da camping-
sæsonen knapt er begyndt, lå vi dejligt uforstyrret i vores telt på pladsen, og Thea tog godt imod den nye livsstil. Dog uden at sove supergodt om natten...
Dagens nyhed fra de opmærksomme forældre: en meget skarp genstand er ved at dukke frem fra Theas undermund!

1. juni 07
Thea har for længst rundet de 9 måneder, og udvikler sig lynhurtigt, synes vi. Hun rejser sig op og går sidelæns ved alle ting - stabile som ustabile, så det giver et par knubs ind i mellem... Til gengæld får hun pillet ved en masse spændende ting! Hendes ordforråd begrænser sig til stadig til JA-JA og lignende, men nu bliver der råbt noget mere, også til ting på butikshylderne. Far har barselsorlov fra i dag og de næste to måneder, og i morgen står der teltsommerferietur på programmet. Det kan vi lige nå inden mor starter på arbejde om 10 dage.

30. april 07
I dagene 24.- 27.april var vi på miniferie i mormors og morfars sommerhus ved Skåstrup Strand (nær Bogense) sammen med familien Nestor: Mads, Rikke og Christoffer. Solen skinnede alle dagene, så det var ren sommeridyl.

3. april 07
Så er der kommet endnu en bunke billeder på siden. Måske kan det fornemmes at Thea er blevet en lille opmærksom størrelse med mange forskellige ansigter. Hun kommer stadig vidt omkring i lejligheden - men stadig kun ved at trække sig fremad med armene... Nu nærmer påsken sig, så mon ikke der snart kan ses billeder af Thea og et par påskekyllinger?

13. marts 07
7 måneder gammel - og hvad kan Thea så? Hun kan, som det ses på denne side, mave sig fremad og sidde rimeligt stabilt. Hun kan også søle ting ind i enorme mængder spyt, vende sig (rettere falde) fra mave til ryg (ved et uheld), sige "da da" og andre gloser der ikke lige er til at skrive ned, og så kan hun være frygtelig mor-syg en gang i mellem... - Hun kan vel alt i alt det samme som mange andre babyer på 7 måneder!

13. feb 07
I dag har Thea rundet det første halve år i sit liv. Så nu tæller de stolte forældre ikke i måneder mere! Og hun er så nysgerrig at man skulle tro hun når at opdage hele verden inden hun fylder ét år (okay, måske lige knapt). Men så må hun altså til at bevæge sig mere end omkring sin egen lodrette akse...

Så er det forresten også på sin plads at få lavet et par links: både Theas kusine Viola og fætter Thor Vincent har nemlig hjemmesider hvor der kan følges med.

23. jan 07
I går, på årets første snevejrsdag, fyldte far 27 år og Thea sørgede - som I kan se - for at vifte med flaget. Det var i øvrigt første gang hun sad i sin stol, og selv om hun sad lidt ustabilt, var det en stor succes.

1. jan 07
Så har Thea oplevet sin første jul og nytårsaften. Og hun lod til at nyde det!
Vi pendlede mellem Bolbro og Sanderum i juledagene og fik rigtig familiehygget os - og ikke mindst slappet af. Nytårsaften kom familien Iversen (som de officielt kan kaldes fra sommeren 2008) forbi til mad og spil.

Rigtig godt nytår til alle jer der følger med her på siden, og selvfølgelig specielt til farbror Anders på den anden side af kloden.

29. nov 06
Thea blev døbt d.19. november, og menigheden i Christians Kirke kan måske huske hende endnu... Hun gav i hvert fald lyd fra sig. Men vi havde en rigtig dejlig dag med lejligheden fuld af store, små og meget-små.

14. nov 06
D.7. november fik Thea en fætter (at spille fodbold med), da moster Tove fødte lille Thor Vincent på Gentofte Sygehus. De er forlængst kommet hjem, har haft en masse barselsbesøg - og har det godt alle sammen.

15. okt 06
Så er siden blevet mere overskuelig, idet den nu indeholder et arkiv...
Og så er vi så småt ved at planlægge Theas barnedåb d.19. november.

28. sep 06
Mor beklager den ufuldstændige kronologi på siden, men hensynet til billedernes format vejer tungest.
Thea har nu været på sin første tur i Odense, og hun var selvfølgelig begejstret for alle de dejlige mennesker hun fik lov at hilse på.

11. sep 06
Et stykke tid efter Theas fødsel, stod der på denne adresse:
Jeg er et barn.
Jeg vil være cleric eller elver, når jeg bliver stor.
Og så skal jeg hedde Thea.
Mine forældre har ikke opdaget, at jeg kan basal html.

Efter denne opfordring af farbror Steffen har Thea fået sig en hjemmeside, da hendes forældre egentlig syntes godt om den idé.
- Og så er det en kærkommen lejlighed for mor Malene til at blive klogere på web-sproget.

Mor havde sådan glædet sig til at skrive på og sætte lys i lagkagen.

Bamse-på-væggen pakkes ud med kvalificeret hjælp af Viola.

Så har Thea lært det...

Hmm...hvor begynder jeg?

Puuust!

Thea er hurtigere end far, og når lige en lille flødeskumssmagsprøve.

Sylvester hos farmor.

De to piger hænger ud på sofaen...

Leger med nyt legetøj - og mormor.